Tilbage til billeder Tilbage til ferie 2004
Fredag 1/7.
Det endte faktisk med at blive en ret kold nat – jeg måtte have tæppet foldet dobbelt for at kunne holde varmen.
Uret ringede til sædvanlig tid, og det var koldt og en smule regn. Vi fik noget kaffe og noget kaffe, og senere noget af den indkøbte morgenmad.
Kl. 8.30 var alt pakket og vi forlod Ingonish Beach.
Vi kørte ned over den vestlige del af Cape Breaton, rundt om Sidney og via rute 4 tilbage til Port Hastings.
Vi havde udtænkt 3 forskellige muligheder for den videre færd:
Vi kunne ikke rigtig blive enige med os selv om, hvad vi ville få mest ud af, så vi besluttede at holde ved turistinformationen i Port Hastings, og spørge dem til råds. Fyren vi snakkede med syntes det ville være en vældig god ide at tage en tur til PEI. Det er en stor dynge rødt sand ude i Atlanterhavet, som de har plantet til med lupiner og kartofler for at det ikke skal skylle væk! Vi kunne så måske bruge en dags tid på området nord for Minas Basin på vejen tilbage til Halifax. Men det var først over middag!!!
Efter at vi havde forladt vores logi fik vi tanket (trip 3km – 40 l - 42 $ - (561km –14km/l))inden vi kørte ud af byen. Vi tog med kabelfærgen over ved Sct Ann’s Habour til Englishtown. Resten af turen ned gik ad rute 4 i let regn og overskyet vejr – De store oplevelser og scenerier glimrede total ved deres fravær – en ok tur, men jævnt kedelig.
I Sct Peter’s gjorde vi stop for at få frokost, på en restaurant, hvor der sad nogle halvgamle koner og spiste frokost og drak kaffe og spiste kage - jeg fik en Caesar-salat med tigerrejer og Leif fik et eller andet ”Western----” på brød i stedet for tortillas pris 23,28$.
Efter besøget på turistkontoret kørte vi tilbage over dæmningen kl. ca. 14. Vi havde fået at vide, at der skulle sejle en færge kl. 16.30, og med 1½ times kørsel til Caribou skulle der være god til. Vi tog Highway 104, da vi jo havde set området fra de små veje på udturen. Det regnede stadig ind imellem og turen forløb begivenhedsløs. Da vi nåede færgen ved 15.30 tiden fandt vi ud af at der skulle sejle en kl. 15.45 – vi kom dog først af sted 16.15.
Det er gratis at komme med færgen til PEI, men det koster at komme tilbage – det samme gælder broen.
Turen over tog en god times tid, og i Wood Island gik vi direkte på turistkontoret for at høre om overnatningsmuligheder. Vi fik at vide at der er masser af B&B på øen, og da sæsonen endnu ikke rigtig er startet skulle der ikke være nogen problemer i at finde noget.
Øens hovedstad – Charlottetown ligger vest for færgen, så vi besluttede at køre mod øst.
Det viste sig at være en rigtig hyggelig lille ø – nogenlunde flad og med masser af lupiner og kartofler – med andre ord landbrugsområde. Selvfølgelig er der også masser af små fiskerbyer langs kysten.
Vi fulgte kysten og kl. 18.30 fandt vi et skilt med B&B i Murray River. Vi blev modtaget af en ældre mand der godt nok havde en lille lejlighed til udlejning. Jah, han havde oprindelig bygget det for at familien havde et sted at sove når de kom på besøg, men desværre var der kun en dobbeltseng.
Men der var da også en sofa – men de kunne jo også bare stille en drømmeseng op i køknet neden under!
Et rigtig hyggeligt sted og en meget flink mand, så vi takkede ja – 95$ incl morgenmad. Byens eneste spisested var desværre lukket pga. Canadas fødselsdag, så vi måtte til Montague for at få mad. Her fik et utrolig lækkert måltid Leif fik en bøf, og jeg fik tunge(altså søtunge) med bagt kartoffel og grøntsager – pris ca. 39$.
Tilbage til vores logi, hvor der var blevet redt op til mig i køknet – kaffemaskinen var gjort klar, så der skulle bare tændes.
Vi gik en lille tur langs havnen, og så var der dømt billedflytning og dagbogsskrivning.
Km: 474.
Jens Ole